Kapitel 28. juni. Lissabon – Albufeira. 253km.
Frk. Nüvi ledte os med stor ekspertise igennem et boligkvarter, den stik modsatte vej af, hvad vi selv ville have valgt. Og vi var oppe på motorvejen uden om al byfærdselen og på vej over den kæmpestore bro, Ponte 25. De Abril, som vi nikkede genkendende til. Behagelig køretur over de store vidder med græssende køer, gummi- og olivenplantager.
Og denne campingplads? Ja se selv fotografierne. Her er alt. I luksusudgave. Og så fik vi endda 25% rabat, fordi vi er her i juni. Det er ikke fordi, vi har det fjerneste imod at have så megen plads alle steder.Og så en lille hilsen til Brøndby Support, Blok4
9. juni. Albufeira.
Vi tjekkede ud fra fangelejren ved hjælp af vore små kort klokken 9.00 for tennisbanerne lå uden for lejren.
Drønvarmt. Tennisresultat: 6 – 3, 2 – 0. Vi måtte stoppe her, for vi kunne ikke spille mere end en time.
Vi er – lige som en hel del andre – ganske irriterede over dette kortsystem, hvor man får lov til at komme ind/ud til og fra campingpladsen. Yderligere står der to vagter, som holder øje med, om man nu gør det ordentligt. Hvad skal det mon til for? Nå, det samme gør sig egentlig gældende nede ved stranden. Her kan man heller ikke komme ned, hvis man ikke bor i området. Vagter sørger for dette. South Carolina tilstande, f.eks. Hilton Head Island. Og der er så utroligt meget byggeri helt ned til strandkanten, at vi slet ikke kan finde de øde strande fra for 23 år siden. Ja, for os er det ”suk”. For portugiserne hedder det ”udvikling”! Og manden, der stod ved sin store grill på stranden og stegte sardiner er udskiftet med restauranter. Men sardinerne er stadig lækre og friske, friske. Badede næsten i de kolde bølger.
10. juni. Albufeira – Sevilla. 221 km.
Fra næsten alle el-master og en masse træer hilste storkene, enten i eget ”parcelhus” eller i etageejendomme, os velkommen. Det var et herligt syn. Hvorfor i alverden skulle de komme til Danmark, når de har Guadalquivir og bifloder?
At køre igennem Sevilla for at finde et P-hus i centrum er ikke det letteste i verden. Heller ikke at finde en P-plads i selve huset. Men det gjorde vi og skyndte os ud og købte et kort over byen, fik damen til at sætte et kryds, hvor vi var lige nu, og så af sted til katedralen, som Mogens faldt i svime over for 13 år siden, da det danske landshold spillede mod Spanien, og som også er et imponerende skue udefra. I dag desværre lukket pga. kirkelige handlinger. Bryllupper.
Nå vi fik os sneget ind sammen med nogle af de festklædte gæster i den ene af tre kirkerum og fik et yndigt foto af brudepar med familie (jo, fotoapparatet ser helt professionelt ud), og en venlig kustode lod os også få et kik ind i katedralens hovedskib. Vi begræder, at vi ikke kunne komme op i tårnet, de 35° varme til trods.Overfor enhver kirke ligger en kro. Her er der tale om en katedral og en restaurant.
Sevilla er en smuk by. Travede til vi blev møre og tankede op med lidt tapas og øl. Og så hjem i skyggen på vores fine campingplads. Byer i så høje temperaturer er anstrengende.
Her sidder vi så bogstaveligt talt for enden af start- og landingsbanen for Sevillas lufthavn. Man må håbe, de rammer rigtigt. Larmer gør de, flyene, og vi kan også næsten vinke til passagerene. Heldigvis talte vi under ti fly, og natten var vidunderlig stille sammenlignet med Albufeiras larmende englændere, som havde skiftet nat ud med dag.
11. juni. Sevilla – Madrid. 510 km.
Solsikkerne nikkede venligt til os – eller også vendte de ryggen til os. Alle samtidigt kilometer efter kilometer. La Mancha er storslået, og køreturen en nydelse. Her er varmt 37° siger vores bil. Don Quigote havde nok opgivet sit forehavende, hvis han havde set nutidens vindmøller. Et pragtsyn. Hundreder af dem. Håber de er danske.
Bevoksningen langs motorvejen fra Sevilla til Madrid
Campingpladsen i Getafe, som er en af de sydlige forstæder til Madrid.
12. juni. Madrid.
Madrid er en storslået by og en meget smuk by. Bygningsværkerne, pladser, boulevarder, træer, blomster, fristende indkøbsgader og et myldrende liv. Fortidens storhed fornægter sig ikke.
Blot er det, at når man bor på campingpladsen i byens periferi, så kører man forbi mængder af tårnhøje ejendomskomplekser med plads til en masse arbejdsbier. Og det er også disse mennesker, vi følges med i bus og metro, og de er mindst lige så mørbankede og trætte efter en lang arbejdsdag,, som vi er efter en dags sightseeing i 37° varme.
Vi så både Pradomuseet, Thyssen, Picasso med Gernicamaleriet, den store bank med en spændende udstilling om banken gennem 150 år, kongepaladset og operaen. Alt sammen udefra. Man kan ikke stå i kø i den hede, men man kan få stor lyst til at komme igen på f.eks. en forlænget weekend med museer, indkøb, opera og fodbold.
Dejlige, lidt kølige, overdækkede gågader i Madrid.
Det mest sublime måltid, vi har fået i meget lang tid, indtog vi i loungen på Estadio Santiago Bernabéu Stadium, Real Madrids hjemmebane. Her sad vi bogstaveligt talt på de bedste logepladser og spiste drømmemad, mens vi besigtigede det meget ”intime” stadion med stor glæde.
Det var den store luksus, og når man tager i betragtning, at vi er vandt til de bedste forhold i logen på Brøndby Stadion, som Danmark kan præstere, ja, så må man se i øjnene, at der er meget meget langt fra superligaen til den spanske liga. Også når det ikke drejer sig om selve spillet.
Vi er gode til at finde rundt via metroer, synes vi selv. Men vi har gået meget. Både over og under jorden. Heldigvis blæste det op her til aften, og vi så endda mørke skyer nærme sig. Men om der faldt bare én dråbe regn? Næh.
Byer er meget, meget, meget anstrengende. Især i 37° varme.Her har vi lige spillet tennis klokken 7 om morgenen, før byturen
13. juni. Madrid – Pau, Frankrig. 574 km.
Imponerende tur over højsletterne. Stadig mange vindmøller. Og så høster spanierne allerede! Hø, tror vi. Men der er også nogen, som har tid til at fiske.
Se, vi skulle jo være stoppet i Huesca ifølge planen, men da vi ankom til destinationen, som frk. Nüvi siger, efter at hun havde ført os igennem 110 rundkørsler, var alt der mødte os en kæmpe byggeplads! Friskluftsbadet lå der ganske rigtigt. Campingpladsen var jævnet med rød jord!
Ok, man har vel været i pyranæerne før, så vi fortsatte – efter en bemærkelsesværdig frokost på en restaurant oppe i de sneklædte bjerge og igennem en masse skisportssteder, som sikkert om vinteren er herlige, men lige nu lignede spøgelsesbyer – til vi nåede vores næste destination på ruten: Pau.
Og jubi, vi er i Frankrig igen, hvor fluten kan spises med glæde, og hvor fødevarerne i butikkerne er delikate og bekendte.Dejlig skyggefuld campingplads i Pau.
Vores campingplads er lille, men pladsen skyggefuld og med græs. Pris 12€. Det billigste endnu. Og nej – vi skal ikke besøge nogen varme bade her omkring. Dem er der ellers mange af.
14. juni. Pau – Millau 390 km.
Pau er en romantisk middelalderby med et rosenhav på alle gader og pladser. Vi kørte bemærkelsesværdigt sikkert ad de mindste stræder og veje vel guidet af frk. Nüvi. Hun er suveræn i byer. Og mens Pyranæerne fortabte sig mod syd kunne vi nyde det smukke landskab med alle ”gorgerne”, som vi kørte op mod Tarn floden med alle de idyliske byer. For pludselig at blive totalt overvældet af det pragtfulde moderne bygningsværk:
Viadukten ved Millau.
Det er ikke tilfældigt, at vor rute går denne vej, og vi har aldrig set nogen bro så betagende smuk. Det kan de de franskmænd. De bygger det bare. Og det har de altid gjort. Vi har på turen været overvældet af storheden af bygningsværker tilbage fra 1200-tallet, men også bygningsværker fra i dag kan man heldigvis falde i svime over.
Og fra vores luksuscampingplads ved bredden af Dourbie floden, som her i byen løber ud i Tarn, har vi direkte udsigt til viadukten i horisonten.
Videre til næste kapitel.
